Island - tirsdag den 2. maj 2017

Golden Circle

Tilbage

Kl. 8:30 forlod vi hotellet og kørte ud på det, der populært hedder Islands Gyldne Cirkel. Navnet hentyder til en rute, der med udgangspunkt i Reykjavik fører turister rundt til nogle seværdigheder, der kan nås på en dag.

Vejret var uændret og det overskyede vejr slukkede vores håb om at se nordlys. Det blev ikke lettere af, at der næsten ikke er mørkt om natten på denne tid af året.

Guiden fortalte undervejs om Island og deres forholdsvis unge historie. Island er et ungt land i forhold til stort set resten af kloden. Øen er opstået som følge af vulkanudbrud og der dukkede først mennesker op på øen for ca. 1.000 år siden. I dag bor her ca. 300.000, hvilket svarer til Århus kommune. Øen er selvforsynet med energi fra vandfald og damp. Dampen hentes op fra jorden i en temperatur på over 300 grader, så der er sikkert meget god energi derfra Med et langsomt sprog, som om hun skulle slå mange af ordene op i en ordbog, forklarede guiden at Islændinge er nogle ”svinegrise” med elektriciteten og varmen, som følge af, at det ikke koster ret meget. Bl.a. har man Europas største bananplantage på Island og de dyrker tomater og agurker med kunstigt lys og varme. Det kunne være, at nordmændene skulle kopiere den ide

Efter ca. en time nåede vi frem til første punkt på dagsordenen: Gullfoss vandfaldet. Vi var stort set de første gæster ved vandfaldet og modtagelseskomiteen bestod af en blæst, som jeg ikke har oplevet tidligere. Vi kunne næsten ikke stå på benene og vi måtte koncentrere os meget, for at kompensere for den kraftige vind, der heldigvis blæste væk fra vandfaldet.

Selve vandfaldet var meget flot og noget større end de vandfald, vi besøgte dagen før. Vandet faldt i 2 etager og mindede dermed en smule om Iguazu vandfaldet i Sydamerika – om end i en noget mindre målestok. Jeg følte mig som en ægte japansk turist, da jeg pilede rundt, for at tage billeder af vandfaldet og skyndte mig tilbage til bussen, for at undgå regn og stærk blæst.

Efter en kort tur med bussen, var vi ved det geothermiske område Haukadalur, hvor den mest kendte geyser Geysir findes. Denne geyser er dog gået i dvale og springer ikke mere. Den ære har naboen Strokkur overtaget. Strokkur springer med 5-10 minutters interval. Som fotograf er kunsten at fange geyseren i det splitsekund, hvor den springer, for det sker helt uden forvarsel. Vi var heldigvis mange om opgaven, så det lykkedes fint.

At geyserne er en turistattraktion blev klart, da vi kom til det nærliggende besøgscenter, hvor der var masser af spisesteder, souvenir butikker og sweaters i lange baner. Priserne på en islandsk sweater var absolut ikke faldet her

Ved middagstid nåede vi til Pingvellir - et område, hvor det er tydeligt, at Island har vokseværk. I jorden ses dybe sprækker, som opstår ved, at kontinentalpladerne fra Europa og Amerika glider fra hinanden. Glider er måske et forkert ord, for det opleves som jordskælv og vulkanudbrud.

Vi blev sat af ved en parkeringsplads, for at gå et stykke langs en høj mur af lavasten, der var skudt op i vejret. Guiden bemærkede tørt, at det var muren til USA – og når Trump havde svært ved at få bygget en mur mellem USA og Mexico, så kunne han bare tage til Island, for at se, hvordan han skulle bygge muren

Pingvellir var med den helt specielle natur bestemt et besøg værd. Regnbygerne tog måske lige toppen af glæden…

Så var der kun knap 50 km. tilbage af dagens program og vi kørte tilbage mod Reykjavik, hvor vi fornemmede, at vi nu var kommet tilbage til civilisationen. Reykjavik skiller sig helt ud fra de andre byer, vi havde besøgt. Her er der lige pludselig højhuse og husene ligger tæt.

Vi blev indlogeret på Hotel Cab Inn og værelserne glimrede ved, at der kun var lidt plads til at sno sig omkring sengen. Der var ikke meget hygge ved det – men når man er i en by, skal man heller ikke bruge tiden på hotellet.

Klokken var halv 3 om eftermiddagen og efter en kort øl/vin pause i et af hotellets fællesområder, gik vi ind mod byens centrum, for at kigge lidt på forretninger og få noget at spise.

I en af tøjbutikkerne lykkedes det mig at finde en sweater, der var sat pænt ned i pris. Det er med sikkerhed ikke en islandsk uld sweater, og den er sikkert slet ikke produceret i Island, men den var i et mønster, som jeg kunne lide. Til gengæld kostede den kun godt 300 kr. Jeg følte mig heldig

Den kombinerede frokost/aftensmad blev indtaget på en pizza-restaurant. Priserne i restauranterne havde lige fået et nøk opad i Reykjavik – i forhold til f.eks. Selfoss.

Jeg var nysgerrig efter at se den lokale engelske pub og vi tøffede derned, for at konstatere, at der ikke blev serveret meget engelsk øl der. Til gengæld kunne vi slutte af med en Guinness – og se lidt Champion League, før vi gik tilbage til vores hummer på Cab Inn.

Vi skulle tidligt op næste morgen, så det var bare om at komme til køjs. Marie gjorde regnskab og konstaterede, at vi ikke nåede at drikke halvdelen af den 3-liters vin, hun havde købt i lufthavnen på vej til Island. Øllene havde vi konsumeret